Profil og værdier
Profil
Karensdal musik og lyd indehaves af Søren Krogsgaard, 39
år og far til 3 dejlige døtre. Oprindeligt
læreruddannet i Jelling, men i de senere år udelukkende
beskæftiget som musikskolelærer i Jelling, tidl. MUSA, nu Vejle
kommunes musikskole www.vejlemusikskole.dk.
Pianist og aktiv musiker gennem en årrække i forskellige
sammenhænge, hvor af de aktuelle kan findes under "musik til festen"
og "links" i menuen t.v..
Og frem for alt hobby-fåreavler og leveringsdygtig i hø!
Passioneret samler af gamle landbrugsredskaber. Dertil stor interesse for
gammel landbrugskultur og nostalgi så det driver ned af væggen!
Ak ja, Morten Korch har ikke levet forgæves, for slet ikke at tale om
Sven Gyldmark!
Rejser ofte (når økonomi og tid tillader det) med familien til
Island, Norge eller Sverige og finder ro og stor natur (og musik).
Sørens personlige musikalske favoritter hører bl.a hjemme i
jazzen. Stor beundrer af f.eks. pianister som Keith Jarret, men også
Oscar Peterson, Bill Evans og "nyere", som f.eks. Lyle Mays (Pat Metheny
group), og de lidt mere hjemlige Carsten Dahl, Lars Jansson (Sverige) og
Eythor Gunnarson (Island). Mange andre kunne nævnes, f.eks. guitarister
som Joe Pass, Pat Metheny, John Scofield etc.
Den islandske supergruppe Mezzoforte (med bl.a. Eythor Gunnarson), hvis
musik jeg stadig dyrker meget, og Oscar Peterson blev mine indfaldsveje
til jazzen. Senere har det musikalsk udviklet sig i mange retninger. Men jeg
er f.eks. også meget stor Elvis-fan (især hans 60'er og 70'er
periode).
Visemusik, klassisk, men også forsk. former for pop og rock og
især akustisk inspireret musik har min store forkærlighed. Det
eneste jeg nærmest ikke bryder mig om er den linde strøm af
ligegyldige mainstream melodiløse P3-pop, som er glemt sekunder
efter, samt støjmusik som heavy metal!
Den gode melodi, og frem for alt det personlige udtryk, spilleglæden,
spontaniteten og det musikalske og kvalitative begejstrer mig især.
Mål og værdier
Musikken er så absolut omdrejningspunktet og teknikken kun et
nødvendigt onde.
Hos Karensdal tilstræbes en så neutral, ufarvet, ren og enkel
optagelse som muligt. Som med mange andre ting i tilværelsen er det
simple og enkle oftest det smukkeste.
Karensdal benytter sig da også af moderne udstyr fra førende
producenter, men vi bliver aldrig slaver heraf! Musikaliteten, glæden
og oplevelsen herved skal være en central og vigtig livsværdi for
de musikere der gæster studiet, og det skal kunne afspejles i
optagelsen (forhåbentlig).
Karensdal musik og lyd er opstået som et ønske om at
betræde nye stier på musikmarkedet, som supplement og inspiration
til det daglige arbejde med undervisning. Det er en væsentlig del af
firmaets strategi at have en skarp profil, som især nok vil
tiltale bestemte kundegrupper, men det er nødvendigt for at kunne
levere den bedste og mest kvalitative ydelse og sparring.
At bygge et lille musikstudie op til glæde for andre, men
selvfølgelig også at skabe faciliteter til egne produktioner og
bestillingsopgaver.
Karensdal musik og lyd ønsker i fremtiden at finde samarbejdspartnere
til f.eks. tekstproduktion, illustratorer (forsk. publikationer er i
støbeskeen), men også freelance-speakere og
lydteknikere/producere, studiemusikere kan være en del af teamet.
Så er du én af den slags, og er du faldet for profilen her,
så hører vi gerne fra dig.
Mange idéer er i støbeskeen. - lad os se hvad
fremtiden bringer.